Traditioner inspirerer til dialog og nysgerrighed på andre kulturer. Dette er medvirkende til styrke børnenes identitet og dannelsesperspektiv.
Traditioner er medvirkende til styrke børnenes identitet og dannelsesperspektiv
i vores børnehave vægter vi traditioner højt. De skaber genkendelighed, glæde og stærke fællesskaber - både blandt børn, forældre og personale. Her er et overblik over nogle af de faste begivenheder i løbet af året:
Fødselsdage
I Idrætsbørnehaven fejrer vi børnenes fødselsdage som en hyggelig og genkendelig tradition, hvor fællesskab og barnets særlige dag er i centrum.
Sådan fejrer vi fødselsdag hos os:
• Der sættes flag ved spisepladsen for at markere dagen.
• Vi synger fødselsdagssang og barnet sidder på en stol med flag, hvis barnet har lyst.
• Fødselsdagen fejres stuevis, så barnet er omgivet af kendte børn og voksne.
• Vi bestræber os på at fejre fødselsdagen så tæt på barnets fødselsdag som muligt.
• Har familien et ønske om at holde fri med barnet på selve dagen, finder vi i fællesskab en anden dag, hvor fødselsdagen kan fejres i børnehaven.
Når barnet fylder 5 år, er det muligt at invitere hele gruppen (Kommende skolebørn) hjem en hverdag (formiddag) her vil vi voksne fra gruppen følge gruppen frem og tilbage.
Er der fødselsdag i en weekend anbefaler forældrerådet at man inviterer hele gruppen eller pige/drenge gruppe. Det anbefales at hvert barn medbringer en gave til max 30 kr. når det afholdes i en weekend.
Vores fødselsdagstradition tager altid udgangspunkt i barnets trivsel og ønsker.
Fastelavn
Vi slår katten af tønden, klæder os ud og kårer kattekonge og kattedronning. Dagen byder på sjov, leg og fastelavnsboller.
Påskefest
Vi pynter op, laver kreative påsketing og måske får vi besøg af den gamle påskehare som kommer med chokolade til os alle.
Fest for de kommende skolebørn
En hyggelig eftermiddag hvor de ældste fejres med en særlig fest, hvor vi siger farvel og held og lykke på deres nye eventyr i skolelivet.
Bedsteforældredag
En hyggelig dag hvor børnene inviterer deres bedsteforældre med i børnehaven til kaffe, kage og hyggeligt samvær. Bedsteforældre medbringer en blomst som de med deres barnebarn planter som minde for denne skønne dag.
Sankt Hans
Vi laver et lille bål (selvfølgelig under trygge forhold), synger midsommervisen og nyder stemningen og fællesskabet.
Sommerfest
Årets store fest for hele familien med lege, underholdning og medbragt mad. Vi fejrer afslutningen på endnu et dejligt børnehave år.
Jul
Vi tænder lyskæden omkring vores børnehave, synger julesang, klipper julepynt og holder julefrokost med besøg af julemanden.
Temauger
Vi dykker ned i spændende emner om f.eks. dyr, kroppen, eventyr eller natur. Her arbejder vi på tværs af grupperne med leg, læring og kreativitet.
Daglige aktiviteter
De daglige aktiviteter i huset er bygget op omkring en fast struktur. Dette skaber tryghed og genkendelighed for børnene.
- Samling
- Leg i mindre grupper
- Turdage
- Aktiviteter med et tema for måneden
- Leg på legepladsen
- Fredagsbevægelse